Nyhedsbrev december 2024

Nyhedsbrev 17. december 2024

Dette er et julenyhedsbrev og en opfølgning på punkterne fra nyhedsbrevet den 10. november 2024

 

Der er tre emner, der pt. er vigtige for grundejerne:

  1. Vedligeholdelse af veje
  2. Affaldsordning
  3. Store vandmængder

 

Vedligeholdelse af veje

Vejene har i 2024 været udfordret med store regnmængder i foråret. Dette har betydet, at bestyrelsen har gennemgået vejene endnu engang i efteråret, og vognmanden har kørt endnu en vedligeholdelseskørsel. Vi gennemgår ikke vejene igen før til foråret, men vores vejformand forsøger at reagere hurtigt, når grundejere henvender sig med behov for udbedringer. Og husk, at I kan hente vejfyld hos vognmanden på Marielyst Strandvej, hvis der opstår mindre huller, man selv ønsker at ordne. Link til oplysninger på hjemmesiden.

 

Affaldsordning

Der har været afholdt møde med REFA om følgende punkter:

  1. Håndtering af plast/mad og drikkekartoner
  2. Differentieret tømningsordning (sommerhus ordning)
  3. Krav til renovationsbiler
  4. Kørsel i sommerhusområderne
  5. Udlejningshuse – fleksibilitet ift. skiftedag i udlejningshuse.

REFA vil køre en evalueringsproces ind i  2025. Der forventes ikke ændringer til ordningen i første halvdel af 2025. Det blev derfor aftalt at afholde opfølgningsmøde igen om ca. 6 mdr.

Her og nu muligheder:

  • Man kan tilkøbe en ekstra container til plast, mad- & drikkekartoner mod et årligt ekstra gebyr på 300 kr. Så slipper man for plastsækkene
     
  • Download app Perfect Waste til din Smartphone/Tablet. Her kan man få en masse nyttig information om affaldstømning, bl.a. se affaldsordning og hvornår beholdere tømmes.
     
  • Anvende REFAs selvbetjeningsløsning Selvbetjening - REFA
    Brug selvbetjeningen til, at se din affaldsordning, og se hvornår dine beholdere tømmes. Her kan du også ændre beholder-størrelser, tømningsfrekvens, tilvælge nye beholdere, bestille ekstra tømning, indmelde manglende tømning, bestille afhentning af storskrald, tilmelde dig sms-service om tømninger og skrive til REFAs kundecenter.
     
  • REFA har sendt julebrev Link til REFA eller direkte til julebrev her

 


Store vandmængder

Forside fra kommunens klimatilpasningsplan 2013-2025

Vinteren 2024 gav store problemer med vand i nogle områder i Marielyst. Området er udfordret med højt grundvand som gør, at vand ved kraftigt regnvejr ikke kan ledes væk. Intet tyder på, at dette bliver bedre fremover, hvorfor både grundejerforeningerne og kommunen er enige om, at der skal gøres noget, men ikke hvordan.

Her i efteråret 2024 har de 11 formænd fra grundejerforeningerne haft flere møder med kommunen og Forsyningen, og der har i disse møder været en god og konstruktiv dialog. Men fokus fra kommunens embedsmænd var fortrinsvis på, hvem der skulle stå for dette arbejde.  

Grundejerforeningerne mener, at løsning af disse opgaver skal forankres hos Guldborgsund Kommune og Guldborgsund Forsyning. Der er tale om meget omfattende infrastruktur- og klimatilpasningsprojekter, som kræver, at Guldborgsund Kommune/Guldborgsund Forsyning med deres respektive kompetencer på området, påtager sig det fulde ansvar og står i spidsen for arbejdet.

Formændene for Marielyst og Sildestrup Grundejerforeninger har den 2. december haft møde med borgmester Simon Hansen, formanden for Klima- Teknik- og Miljøudvalget, Jesper Blomberg, næstformand for samme udvalg, Annemette S. Johnsen, teknisk direktør Guldborgsund Kommune, Christian Refstrup samt leder af Natur og Miljø i Guldborgsund Kommune, Jakob Lysholdt. De to grundejerforeningsformænd repræsenterede alle 11 grundejerforeninger.

I stedet for at fokusere på den fremtidige organisering af afledning af overflade- og drænvand i Marielyst og Gedesby, er fokus nu rettet mod at udforme et projekt til afvanding af de pågældende områder. Dette var det helt konkrete resultat, der blev opnået på mødet.

Grundejerne havde bedt om mødet, da afvanding af Sydfalster er så vigtig en sag, at det er nødvendigt at sikre sig politikernes opmærksomhed og fokus på udfordringerne, og at grundejerforeningerne peger på en anden løsning end embedsmændene i Guldborgsund Kommune har foreslået.

Vigtigste resultat: Proces vendt om
Vigtigste resultat af mødet blev som nævnt, at processen omkring et fremtidigt projekt for afledning af vand i Marielyst og Gedesby nu er vendt om, så kommunens folk i første omgang koncentrerer sig om at udforme et projekt, som skal være med til at gøre opgaverne i Marielyst og Gedesby mere konkrete. Udarbejdelsen af projektet for afledning af vand fra de to sommerhusområder er nu i gang med teknisk direktør Christian Refstrup som hovedansvarlig.

Politikere og embedsmænd har dermed lyttet til grundejerforeningernes langvarige og vedholdende kritik af, at de projekter, som kommunen hidtil har lagt frem, primært har fokuseret på modeller for organisering af den fremtidige afvanding. Reelt er vi grundejere indtil nu kun blevet anmodet om at forholde os til forskellige scenarier om, hvordan organiseringen af afvandingen skal være. Altså tage stilling til arbejdet med en opgave, ingen kender indholdet af – en vel nærmest umulig opgave.

Derfor er det meget tilfredsstillende, at processen nu er vendt om, så omfanget af det arbejde, der eventuelt skal gennemføres, bliver klarlagt inden man tager fat på at tale om hvem der skal stå for arbejdet.

Interesse for 20-punkts plan
På mødet viste kommunens mødedeltagere også stor interesse for en 20-punktsplan, som er udarbejdet af de 11 grundejerforeninger. Politikere og embedsmænd vil nu tage stilling til, hvilke initiativer man umiddelbart kan sætte i gang. Det er rigtigt positivt. Link til Grundejerforeningernes 20 punkts liste

 

Glædelig jul og godt nytår fra bestyrelsen