Nyhedsbrev - marts 2026


Hej alle grundejere

Tiden er nu kommet til et nyhedsbrev. Sidste nyhedsbrev var en julehilsen. Dette er en påskehilsen. Påsketid kan også være plantetid, hvorfor I får et lille indlæg om planter.

Håber I er kommet godt igennem vinteren. Mange har nok kunnet følge hvordan vejret har sat sit præg på vores veje.

Den sene frost, kombineret med umiddelbart efterfølgende regnvejr, har gjort, at vandet ikke kunne synke ned i jorden, men blev liggende i overfladen. Det har sat sit præg på vejene, hvor der nemt har kunne opstå huller. 

Vejformanden har nu besigtiget vejene sammen med vognmanden, og vognmanden er nu startet med at ordne vejene. 

Ikke alle veje vil være færdige inden påske, da vognmanden først sent har kunne starte arbejdet.

I kan altid, som ofte nævnt, kontakte Vejformanden, hvis I konstaterer udfordringer med vejene. Vejformanden vil straks reagere på henvendelser. 

Forårstid er også byggetid. Derfor opfordrer bestyrelsen til, at man anvender køreplader ved tung kørsel ved grunde, hvor der er gang i byggeri.



Påsketid er plantetid

Mange har nok erfaret at ikke alle planter trives på den sandede, næringsfattige jord, som udgør en stor del af vores område. 

Derudover plages nogle parceller periodevis af store vandforekomster på grunden. Noget af dette kan muligvis afhjælpes ved at plante stærkt vandsugende, nøjsomme planter. Her følger nogle forslag til begge typer jord. Der er mange flere, som man kan google sig frem til. Ikke alle planter fås lokalt, man kan evt. bestille dem hos gartner eller planteskole. 

 

Planter velegnet til våd jord
Træer: Pil, birk, vandgran, rødel
Andet: Hosta, lærkespore, engblomme, iris, gedeblad, kornel, mjødurt 

 

Planter til sandet, næringsfattig jord
Træer: Fyr, taks, lærk, hvidtjørn, navr, røn, paradisæble, bærmispel, tørst
Buske: hunderose, havtorn, surbær, spirea, potentil
Små planter: græsser (fx hjelm, marehalm, eng. græs), geranium, lupiner, akeleje, skt. hansurt

 

Duftende planter som rådyr og andet vildt ikke bryder sig om (måske)
Lavendel, lupin, mange krydderurter, mjødurt



Håndtering af store vandmængder

Vi skal væbne os med tålmodighed med klimatilpasnings arbejdet.

Grundejerforeningerne var blevet stillet i udsigt, at Center for Teknik, Miljø og Natur ville have nogle foreløbige resultater klar i december 2025. Kommunen er imidlertid forsinket med det skitseprojekt, der skal danne grundlag for selve arbejdet med håndtering af overfladevand på Sydfalster. Ny forventet afslutning af skitseprojektet er sommer 2026. 

Grundejerforeningen følger arbejdet og forventer skitse til en rammeplan for klimatilpasning af Sydfalster i maj måned.

 

Forsøg med ændret frekvens på affaldsafhentning i sommerhusområderne

Over 400 grundejere har hen over vinteren deltaget i forsøg med færre tømninger. Stovby Klit har ikke deltaget i forsøget. Forsøget afsluttes 01.04.2026, hvorefter REFA vil sammenstille de data og erfaringer, der er indsamlet i forsøgsperioden.

Bestyrelsen følger dette og er spændt på, hvad REFA herefter kan tilbyde af tømningsordninger – og priser. 

 

Til alle medlemmer af grundejerforeningen – god påske

På vegne af bestyrelsen
Jørn Kjær, Formand
formand@stovbyklit.dk