Nyhedsbrev - oktober 2026

Hej alle grundejere  

Dette nyhedsbrev omhandler primært REFA's affaldsafhentning. 

 

REFA affaldsafhentning

Hvad vil du sige, hvis du pludselig ikke kan få afhentet dit affald mere. Affald du i mange år har fået afhentet?

Dette er tilfældet for flere sommerhusejere i Marielyst, også i vores Stovby Klit område. REFA’s udfordring er, at nogle veje pludselig ikke er egnede til at hente affald på. Hvad kan vi gøre ved det?

De 11 grundejerforeninger er enige om, at det ikke kan være meningen, at REFA pludselig kan beslutte, at vores veje nogle steder ikke passer til den måde REFA vil afhente affald på med deres “store” biler.

De 11 grundejerforeninger er derfor gået samme og har udarbejdet forslag til ændringer i affaldsregulativet. Det er REFA der skal sikre afhentning på eksisterende veje, hvor mange har eksisteret i mere end 75 år og har fået afhentet affald i alle disse år. De 11 grundejerforeninger er enige om, at REFA skal tilpasse sig de eksisterende veje og ikke omvendt. 

Kommunen og REFA er pt. i gang med at revidere affaldsregulativet. Derfor har de 11 grundejerforeninger sammen sendt følgende brev til Guldborg kommune: Affaldsregulativ - forslag til ændringer. Her opfordres det til, at tilpasse affaldsregulativet til de faktiske forhold i sommerhusområdet – se især afsnit 3 og 4. 

Kommunen opfordres også til at holde møde med grundejerforeninger om dette.

 

Vejvedligeholdelse

Bestyrelsen har valgt at udbedre nogle af vejene, så de er klar til vinteren. Dette var ikke nødvendigt sidste år, men bestyrelsen har efter gennemgang af alle veje, vurderet at det i år er nødvendigt for nogle veje. Vognmanden er ved at reparere huller, samt reparere overgangene til asfaltvejene. 

Når vi gennemgår vejene, gennemgår vi også de kommunale asfaltveje. Nogle af disse kommunale asfaltveje er i en meget dårlig stand. Vi har forsøgt at komme i kontakt med kommunen om denne vedligeholdelse. Indtil videre uden succes. 

Det drejer sig især om vejene Rørsangervej og en del af Tranevej, fra Nattergalevej til Rørsangervej. Der er ikke bare ujævnheder, men også adskillige huller. Dette er ikke de eneste kommunale veje med huller, men det er efter bestyrelsens vurdering dem der over længere stræk er i dårlig stand. Vi har anmodet kommunen om at prioritere vedligeholdelsen af disse.

Vi følger op på vejenes kvalitet og følger også op hos kommunen.

 

Håndtering af store vandmængder

Vi afventer resultatet af kommunens skitseprojekt, der analyserer, hvad der skal til for at klimasikre Sydfalster. 

Vi har ventet længe, og kommunen har nu lovet, at der foreligger et resultat i november i år. Det ser vi frem til, og der vil blive fulgt op i nyhedsbrev, når der foreligger et resultat.

 

På vegne af bestyrelsen
Jørn Kjær, Formand
formand@stovbyklit.dk