marts 14, 2014

Vinderprojektet ”Marielyst Badeby”

Med afgørelsen af projektkonkurrencen for Marielyst Torv og Strandstrøg, er der valgt et projekt, som kan sikre, at Marielyst vinder både opmærksomhed, markedsandele og hjerter.

Vinderteamet af projektkonkurrencen for Marielyst Torv og Strandstrøg blev GHB Landskabsarkitekter i samarbejde med Grontmij og ETN arkitekter. Løsningen er et i øjenfaldende projekt, der både kan binde badebyen sammen, og som forstærker stemningen af strand og strandferie – året rundt:

– Vinderforslagets ide til at lægge et egetræsgulv på torvet og de hvide stakitter er rigtig stærk. Disse elementer giver plads til, at Marielyst kan være et festligt og levende sted i en fysisk ramme af høj kvalitet. Det er stedet, der tæller. Og her i Marielyst vil stedet blive noget helt særligt, siger Karen Skou, projektleder i Realdania.

Projektet arbejder med stemningerne fra en badeby og gammeldags badehoteller, som vi drømmer om dem. Med naturlige materialer og farvevalg som emmer af det bedste fra strand og natur og feriestemning.  Samtidig skaber det også masser af plads og muligheder for, at byen kan være det festlige og levende sted, Marielyst er kendt som. Det er planen, at anlægsarbejdet skal begynde i november 2013, når projektet er tegnet færdigt.

Projektet realiseres i samarbejde med Realdania, som under fokusområdet Kvalitet i kysternes turistbyer i kampagnen Stedet Tæller. Realdania støtter projektet med 5,7 millioner kr.

Kilde: byggecentrum.dk / Realdania